Uddrag af Axel Garboes
bog
Agersø i Storebælt med
nabo - øen Omø gennem tiderne
Opstanden på Agersø
i året 1774
I 1770 Købte Lars Nielsen de to øer Agersø og Omø. Der opstod
imidlertid hurtigt et meget spændt forhold mellem Lars og bønderne på de to
øer. Stridsspørgsmålet for Agersø bøndernes vedkommende var bl. a. det
hoveri, som den nye ejer forlangte ydet af den såkaldte fogedgård. Det var
en gård, som øernes foged hidtil havde beboet og brugt, men som Lars Nielsen nu
selv ville drive. Sagen kom for retten, og den 15. november 1773 afsagdes
der dom af en kommission, hvor herremanden på Borreby, kammerherre Frederik
Berregaard, sad. Han er identisk med den Berregaard, der året i forvejen som
ritmester var beordret til at være til stede ved sin fætter Enevold Brandts
henrettelse. Enevold skulle henrettes samtidig med Struense. Frederik
Berregaard nægtede at efterkomme ordren og faldt i unåde. Han
gik i øvrigt for at være ”synsk” og skal efter eget ønske senere være blevet
begravet på St. Mikkels kirkegård i Slagelse med store sten over kisten for
ikke at ”gå igen”. Kommissionsdommen gik ud på: I sagen betreffende de
indstævnede bønders modvillighed til at forrette det hoveri, som de er
pligtige, kendtes for ret, at Lars Nielsen lovlig kunne kræve
alt det hoveri, som han havde behov for til godsets drift. Ved højesteret
stadfæstedes d. 27 juni 1774 i hovedsagen denne kommissionsdom.
Det var vand på Lars Nielsens mølle. Ville bønderne
ikke yde det hoveri med det gode, som han, støttet af loven, forlangte, så
vankede der korporlig straf. Hvor mange af Agersø bønderne, der fik
herremandens eller hans folks stok at føle, er ikke optegnet. Men hårdt gik
mølleren, der blev herremand, frem mod sine bønder. ”Et par husmænd har frem
for adskillige andre især måtte føle hans grumhed, hvorpå den enes ryg, han
var over 70 år gammel, efter 5 ugers forløb endnu skal bære mærke, og den
anden, som han havde lejet 2 personer fra Skjelskjør til at holde, har han
så ilde mishandlet, at han endnu på 4de uge holder ved sengen, og tvivlede
man af begyndelsen om hans liv.” Således fortæller Agersø præsten
Borchgrevink i et brev til biskoppen om bøndernes vilkår under
Lars Nielsen.
Den husmand, der endnu på fjerde uge lå til sengs, hed
Jon Hemmingsen. Det var kommet til et voldsomt optrin mellem ham og
herremanden. Jon slog Lars Nielsen, og denne gennempryglede husmanden, mens
J. Stæhr og Jens Nielsen Rytter (eller Skrædder)
holdt ham.
Den mishandlede Jon Hemmingsen lå hjemme
og klagede sig og sagde, at Lars Nielsen blev hans banemand. Da
Jon omsider døde i den påfølgende vinter – han blev begravet d. 28 marts
1775 – tvivlede ingen på Agersø om, at Lars Nielsen havde
forvoldt Jon Hemmingsens død.
Man forstår, at stemningen var ophidset til det
yderste, og at en eksplosion når som helst kunne indtræffe. Det skete en
høstaften i året 1774.
Det var onsdag aften d. 17 august 1774 ved otte tiden, at der pludselig blev
tudet i Agersøs byhorn. Gårdmanden Hans Andersen Præst fralokkede
det gamle horn de kendte langtrukne toner, og på dette aftalte tegn drog
Agersøs beboere i flok og følge op imod Agersøgård. Både gamle og unge, mænd
og kvinder, gårdmænd og husmænd og tjenestefolk trængte sig under larm og
tumult ind i gården og forlangte at komme til at ”tale med” herremandens to
håndlangere, J. Stæhr og Jens Nielsen. Da herremanden ikke
kunne eller ville føje dem heri, tog de fat på ham selv, ”så at det er gået
så vidt, at husbonden efter mange stød og ilde behandling ved at blive
trækket fra et sted til et andet og især ved at blive stødt og slaget mod
stenbroen i hans gård, har til sidst været nødsaget ynkelig at bede for sig,
at de dog ville lade ham beholde livet”. Men Agersø boerne blev ved med at
vise ”den største Halstarrighed og opsætsighed ved at støye og larme,
skielde og true især proprietairen med at ville rive hans gård ned med
videre”.
Al den larm og tumult lød tværs over Agersø bygade til
præstegården, som er genbo til Agersøgård. Hurtigt løb præsten, der nok
anede, hvorom det drejede sig, over til herregården. ”Det desperate folkes
adfærd var gruelig”, skrev han senere til biskoppen. Men præsten fik da de
rasende mennesker til at gå hver til sit. Hans ”formaning strax styrede
disse oproriske mennisker”. ”Herrens navn være højligen priset, som ved
dette oprør i nåde afvendte særdeles ulykke!” udbryder Borchgrevink i
sit brev. Men helt rolig blev natten ikke for herremanden. ”Bønderne, som
havde sønderslaget tvende døre og tvende vinduer, blev ved med at true.
Denne anstalt har næsten bleven den ganske nat fortsadt.”
Den overfaldne Lars Nielsen skrev straks
en klage til amtmanden og meddelte tillige, at han af frygt for yderligere
overfald ”har resolveret til at sælge øerne”.
Hele retsmaskineriet kom så i gang.
Regiments-feldtskiær Reisiger og Stads-chirurgus Fertieg fra Slagelse kom
over til Agersø og synede de overfaldne. Af deres attest (der desværre kun
kendes i referat) fremgår det, at ”Lars Nielsen er bleven stødt
og slagen fra det overste til det underste på sit legeme”. Forhør skulle
afholdes af herredsfogeden Engholm, som kom tilstede med ”den liden commando
af 2 corporaler og 10 mands ryttere”. Kort sagt, man ville til bunds i
sagen.
Hvis man nu tror, at dette militære opbud bragte ro til
veje, tager man fejl. Et par dage efter opstanden skrev herredsfogeden, at
han med sit militær i virkeligheden stod ret afmægtig overfor de rasende
øboer. Rytternes tilstedeværelse virkede kun ophidsende, hvorfor
herredsfogeden lod dem ”commendere ind i haugen; thi de sagde mig reent ud,
at de (øboerne) ey kunde tåle at see dem, og de opførte sig så rasende med
hujen og skrigen, at jeg for at stille dem måtte gå ind i flokken, og på en
lemfeldig måde fik dem overtalt til at være roelige. For resten ”, slutter
herredsfogeden, ”i fald ieg med magt skulle have udrettet noget, måttet i
det mindste været en 70 mand, og da kunne ret en bataille anrettes, de er
særdelis opbragte, og mand kan slutte, at de have lyst til at see blod”.
Da gemytterne var faldet en smule til ro, blev der et
par dage senere afholdt et foreløbigt forhør. Men det viste sig meget
vanskeligt at få oplyst, hvem hovedmanden eller – mændene var: Øboerne holdt
sammen, og det var jo en kendsgerning, at de alle havde deltaget i
overfaldet på Lars Nielsen.
Denne var blevet så bange, at han under øvrighedens
beskyttelse snarest muligt forlod øen. Også J. Stæhr og Jens
Nielsen Rytter fandt det klogest at forsvinde. De flygtede til
Egholm og ville derfra over til Sjælland, men to mænd fra Agersø, Peiter
Peitersens søn Hans Peitersen og Niels Hansen, søgte at forhindre dem deri.
Over hals og hoved, allerede d. 28. august 1774, solgte
Lars Nielsen sit ø-gods for 14.000 rigsdaler, altså med 2.000
rigsdaler tab, til Skælskør præsten Friderich Lütkens Thanch og
forvalter Andreas Scalesin på Borreby. Disse nye ejere og gode
venner overtog straks administrationen af godset og bekendtgjorde, at det nu
ikke mere var Lars Nielsen, men dem, der havde at byde og befale over
øboerne. ”Til bevis herpå har de og overleveret mig 4 rigsdaler at uddele
til de fattige”, skriver pastor Borchgrevink den 2. september
1774. For øvrigt berørtes Agersø præstens gerning også på anden måde af det
voldelige oprør: Dagen derpå (skrev han til provsten) lod jeg de få, som var
tegnet til alters på søndag, vide, ”at de formedelst sådan deres ugudelige
og uchristelige opførsel ikke blev antagne til Herrens bord så hastigt. Om
nu samme personer med flere, som til næste søndag måtte melde sig, skal
andtages, vil jeg ydmygst afvente hr. provstens gode betænkning om”.
Provsten mente, at Borchgrevink hermed handlede ”både efter Guds ord og
kongens lov”.
For at overfaldssagen ikke skulle blive af alt for stor
vidtløftighed og langvarighed, blev den overdraget til en kommission,
hvortil blev udpeget kammerråd og borgmester Smith i Slagelse samt
birkedommer Sveistrup. Alligevel trak sagen stærkt i langdrag, uden at
harmen imod Lars Nielsen derfor mindskedes. Ophidselsen holdtes
ved lige bl. a. af den omstændighed, at Jon Hemmingsen, den mishandlede
husmand, døde, mens sagen var for retten. Den 27. marts 1775, dagen før
begravelsen, synede feltskærerne hans lig.
Da undersøgelsen havde stået på omtrent et års tid,
androg kommissionens medlemmer (d. 17-6-1775) om et halvt års prolongation,
”da de ey i kortere tiid see at kunne bringe sagen til kendskab”… og så gik
sagen sin omstændelige gang år ud og år ind. Rimeligvis er der dem, der i
deres stille sind ville give Agersø præsten Borchgrevink ret,
når han formodede, at ”all denne tummel” nok skulle falde til ro ”uden at
nogen kommer til efter fortjeneste at straffes derfor, da den ene kniv,
efter ordsproget, holder den anden i skeden.”
Til at forhale sagen bidrog den omstændighed, at
husmændene på Agersø indgik med en klage over øernes nye ejere, pastor
Thanch og forvalter Scalesin, endnu mens overfaldet på Lars
Nielsen undersøgtes af retten. Husmændene påstod, at deres nye
herskab har ”med hug og slag villet tvinge dem til at giøre strengt hoverie
eller og fæste deres huuse om, hvilket de have sadt dem imod”. Ved
Flakkebjerg herredsting var Agersø husmændene blevet dømt til at have deres
fæster forbrudt for deres vrangvilligheds skyld, og de nye ejere havde så,
efter hvad husmændene påstod ”udkastet dem med koner og børn af huusene, og
offentlig ladet øens beboere forbyde at huuse dem”. Men nu begærede
husmændene sagen undersøgt ved højere instans og tilladelse til at bebo
fæstehusene, til sagen var pådømt.
Denne klage fra husmændene blev overdraget til den
kommission, der skulle undersøge Lars Nielsens sag. Vidtløftig nok var den
første sag. Skulle kommissionen nu også rejse mange gange til Skælskør ”og
der opholde sig fra deres hiem”, eller måske endda til Agersø, blev det
uoverkommeligt. De androg derfor om at måtte holde kommissionens møder i
Slagelse, hvilket Cancelliet tillod den 1. november 1775.
De, der var anklaget for overfaldet på Lars Nielsen,
ansøgte om fri proces – beneficium paupertalis – hvilket de også fik
bevilget den 8. juni 1775, skønt amtmanden frarådede det, siden de er anset
for velhavende folk, og ved deres halstarrige opførsel selv har pådraget sig
denne action. Og amtmanden går videre endnu! Agersø bøndernes andragende om
fri proces var anbefalet af pastor Borchgrevink – men samme
præst skulle nu tage sig lidt i vare, mente amtmanden. Det kunne se ud, som
om det var den Agersø præst, der var med til at forlede øboerne til
”gienstridighed og urolighed, som er dem selv lige så skadelig som øens
eiere”. ”Det almindelige rygte gåer, at præsten hr. Borchgrevink og degnen
Ørbeck tildeels ere årsag heri, og mange omstændigheder give
ham (amtmanden) anledning til at troe det”. Formodentlig har Borchgrevink
følt medlidenhed med de fattige og til tider ilde behandlede agersøboer, og
han har ikke lagt skjul på, hvor hans sympati var. Det er vel i øvrigt ikke
det ringeste skudsmål, der kan lyde om en præst: at han er de fortryktes
ven. Men måske har pastor Borchgrevink trods sine gode hensigter ikke været
i stand til at gribe sagen an på rette måde, og i hvert fald mente
amtmanden, at der ville falde ro over gemytterne på Agersø, ”om biskoppen
blev tilskreven at tilholde og formane hr. Borchgrevink og især degnen
Ørbeck at entholde dem fra at give bønderne noget råd, som kunne opvikle
(ophidse) dem, men meget mere som retskafne præst og lærer at erindre
beboerne om deres pligter og skyldighed” – hvilket sikkert ville gøre sin
virkning ”som præsterne i almindelighed på alle øer er den fornemste,
beboerne søge at fåe råd af”. En sådan påmindelse fra biskoppen til pastor
Borchgrevink har ikke kunnet findes i bispearkivet. Borchgrevink, der havde
hørt om disse formodninger, udbad sig en genpart af de klager, der var
fremført imod ham af øens nye ejere, pastor Thanch og forvalter
Scalesin, vedrørende hans forhold til øboerne og øens ejere. Dette afslog
man i kancelliet. ”Herved er intet at gøre”. Biskoppen meddelte så ø-præsten
dette.
Med alt dette var øerne i Storebælt flyttet fra deres
ubemærkethed ind i dagens omtale. I en lille pjece fra den tid omtales øerne
som ”Agersøe og Omøe, tvende øer…mueligen de fleste bekiendte af rygtet om
den opstand, bønderne gjorde imod deres forrige hosbond i året
1774”.
Imidlertid gik sagen mod de Agersø bønder sin
langsommelige gang. Næsten 3 år brugte kommissionen til at tilendebringe sit
arbejde, idet sagen først kunne ”indageres” til doms i sommeren 1777.
Kommissionsdommen faldt så endeligt den 8. september 1777 og gik ud på
følgende: Lars Nielsen blev for det første ”for sit
strafværdige forhold mod sine bønder” dømt til at betale 100 rigsdaler til
kongens kasse, 20 rigsdaler til justitskassen og lige så meget til Agersø
sogns fattige. Desuden dømtes han til at betale 800 rigsdaler i
sagsomkostninger til commissarierne og de tvende actores, byfoged Trane og
borgmester Lyster.
Lars Nielsen dømtes for det andet til at
bøde 10 rigsdaler til justitskassen og lige så meget til Agersø sogns
fattige. ”for sit ulovlige forhold mod den afdøde Jon Hemmingsen”.
Men den anden part i sagen, 36 Agersø mænd, fik også
deres dom af den nedsatte kommission. For deres ”høyst formastelige
slevrådighed, skammelige og voldsomme adfærd” idømtes disse – ”så mange af
bønderne og almuen, som ere overbeviste at have været med og selv tilstået
sammenrottelsen d. 17. august 1774 – i fællesskab store pengebøder, bl. a.
600 rigsdaler i procesomkostninger. Desuden idømtes der forskellige mindre
bøder, bl. a. en bøde på 8 rigsdaler til den mand, der havde givet signal
til opstanden ved at tude i byhornet. Men tungest ramte kommissionsdommen de
Agersø bønder, om hvem det ved forhørene var blevet oplyst, at de var
”formænd i tumulten” eller ”meest have signaliseret sig i opsætsighed imod
øvrigheden”, da der skulle afholdes forhør et par dage efter overfaldet.
Som hovedmænd dømtes tre, nemlig Peiter Peitersen (den
mand, der som laugsværge for Jon Hemmingsens enke havde været til stede ved
skifteforretningen efter den mishandlede husmand og vel også stod Jon
Hemmingsen særlig nær), Desuden Iver Jørgensen og
aftakket rytter Anders Møller. Disse dømtes til ”for slig deres adfærd at
arbeide i jern i Kiøbenhavns fæstning i 2 år og have deres fæste på gårde og
huse forbrudt”. – Til at arbejd i jern i Københavns fæstning i et år dømtes
gårdmand Niels Jeppesen og husmand Hans Willumsen. Også disse
sidste skulle ”aldeles have deres fæste forbrudt”.
Det kan ikke betvivles, at denne dom har vakt
forfærdelse på Agersø. Pengebøderne lod sig vel endda tilvejebringe – skønt
hvor skulle de hundreder af rigsdaler komme fra? Men fæstningsarbejde i jern
– slaveri, som det i daglig tale kaldtes – var med rette en frygtet straf.
Man behøver blot at gennemblade fortegnelsen over fangerne – slave rullen –
med dens notitser over fangerne og deres skæbne for at få et levende indtryk
af, hvilken ulykkelig og sørgelig skare ”slaverne” var, og hvor hård en
straf det var.
Kommissionsdommen blev naturligvis ikke det sidste ord
i sagen. Den 28. januar 1778 begærede de dømte appel til højesteret.
Den udførlige votering for denne instans giver et
ganske godt indblik i, hvordan livsvilkårene var for Agersø bønderne under
Lars Nielsens regimente. Han havde f. eks. krævet hoveri af dem på
helligdage – men det skal have været ”for betaling og efter godvillig
aftale”. Han blev også beskyldt for at have tvunget bønderne til at sælge
deres korn for ringere pris – men dette var ”ey tilstrækkelig oplyst”. Og så
var der Jon Hemmingsen, som selv mente, at han døde af herremandens
mishandling: kirurgernes attest gjorde dette lidet troligt, og det var
oplyst, at Lars Nielsen ”alleene sloeg ham med en stok eller
pidsk”. I denne sidste omstændighed var der en undskyldning for Lars
Nielsen, der hævdede, at Christian d. femtes Danske lov hjemlede ham ret til
at slå Jon Hemmingsen, som sket var. Der står nemlig i denne lovs 6. bog 5.
kap. art. 5: ”Husbond må refse sine børn og tyende med kæp, eller vond, og
ej med våben; Man giør hand dem sår med åd eller eg, eller slår dem lemmer
sønder, eller skader dem på deris helbred, da straffis hand så som hand en
fremmet hafde giort skade”. Under henvisning hertil hævdede Lars Nielsen altså
at være på lovens grund og i sin gode ret.
Højesterets dom blev afsagt den 6. november 1779. Ved
denne dom frikendtes Lars Nielsen med hensyn til hans
behandling af Agersø bønderne: kommissionsdommen bør ikke komme ham ”til
fornærmelse eller penges udgift i nogen måde”.
Hvad bønderne angik, stadfæstedes den strenge
kommissionsdom over de 3 hovedmænd: Peiter Peitersen, Iver Jørgensen og
aftakket rytter Andreas Møller; de skulle 2 år i slaveriet, ligesom også
højesteret dømte Niels Jeppesen og Hans Willumsen til
1 års fæstningsarbejde. Pengebøderne mildnedes.
Øens ejere, pastor Thanch og forvalter
Scalesin (der i øvrigt var død, mens sagen stod på) frikendtes af højesteret
for de anklager, der var rettet imod dem fra Agersø husmændenes side og
skulle have 249 rigsdaler i erstatning.
Da højesteretsdommen var faldet, ansøgtes der om
benådning. Den 12. januar 1780 androg Peiter Peitersen med
flere af Agersøs beboere om, at de ”i betragtning af deres alder og
fattigdom” måtte blive fritaget for fæstningsarbejdet. Ansøgningen støttedes
af pastor Thanch, øernes ejer. Man har i det hele taget det indtryk, at man
gerne ville mildne dommen over øboerne, fordi man indså, at de var blevet
slet behandlet. En af datidens fremtrædende personligheder, Luxdorph, skrev
i sin dagbog, at Agersøs bønder var blevet behandlet ”tyrannisk” af deres
husbond, og herredsfogeden, som holdt de første forhør i sagen, mente
ligeledes, at den senere frikendte Lars Nielsen havde været
urimelig hård imod sine bønder, og ikke havde tålt at blive herremand: ”i
dag en broder og i morgen herre, sådant tåler ikke bonden”. Men på den anden
side kunne man naturligvis ikke billige bøndernes optræden mod herremanden
og imod øvrigheden; den var ”meget farlig for det almindelige” d. v. s. for
samfundet. Så langt som til fuld benådning for bønderne kunne man derfor
ikke gå. ”Så troes dog ey, enten at forseelsens beskaffenhed eller
conseqvencen tillader kongens retfærdighed at eftergive dem al straf”,
hedder det i cancelliets overvejelser. Men man kunne indstille til en
formildelse af straffen, således at Peiter Peitersen og de
andre hovedmænd slap med et års fæstningsarbejde, og de to, der var idømt et
års straf, måtte slippe med 6 måneder – alt dette ”i henseende til deres
alderdom, og da de dog ey kan forsone deres forseelse med arbeyde, for deres
hustruers og børns skyld”. Denne nedsættelse af straffen bevilgedes den 18.
februar 1780 i Geheime statsrådet efter justitiarii erklæring.
Om virkelig Peiter Peitersen og de andre
Agersø bønder så er kommet ”i slaveriet”, har ikke kunnet oplyses. Deres
navne er forgæves eftersøgt i ”slave rullen” og lignende steder. På Agersø
synes kun Peiter Peitersen at have endt sine dage; han blev
begravet på øens kirkegård den 27. juli 1802, 77 år gammel.
Folketællingslisten 1. juli 1787 opfører som 5. familie på Agersø ”Peiter
Peitersen, hosbonde, 62 år. Maren Hansdatter, madmoder, 62 år. Hans
Peitersen, deres søn, 35 år, ugivt”. Ingen af de andre mænd, der var dømt
til slaveri, findes på denne liste.
Blandt de domfældte Agersø bønder var én mand, som ikke
oppebiede dommens eksekvering. Det var gårdmanden Niels Jeppesen, der havde
fået en sådan skræk for at komme ”i slaveriet”, at han tog sig selv af dage
i marts 1780. Den arme mand var ”af og til ligesom skrueløs i hovedet, gik
og grublede og var undertiden meget traurig”. ”Især skal han have vist en
slags uroelighed såvel i hovedet som sindet fra den tid af, at det kongelige
allernådigste rescript blev ham tilkendegivet, hvorved hovedmændene udi
Agersø sagen blev eftergivet den halve tid, som de er idømt at gå i
slaveriet.
Niels Jeppesen skar sig 2 – 3 snit i
struben, men sårene var ikke af øjeblikkeligt dræbende virkning. Der blev
sendt bud efter feldtskær Møller i Skælskør, som senere fik udbetalt 3 mark
”for at komme ham til hielp, om der kunne være redning for hans liv”. Men
Niels Jeppesen stod ikke til at redde. Efter 5 dages lidelser
døde han.
Mens dette stod på, havde øvrigheden haft travlt med
sagen. Tvende ”Expresser” var sendt til Det Kongelige Amtshus med
indberetning om selvmordet. Boet måtte betale derfor. Amtmanden gav noget
senere (30. marts 1780), i forventning om kongens allernådigste approbation
og ”siden dette ombragte legeme skal allerede være i forrådnelse”, sin
tilladelse til, at gårdmand Niels Jeppesen, der tog sig selv af dage, måtte
blive begravet på kirkegården ”dog udi al stilhed og uden nogen slags
ceremonie eller jords påkastelse af præsten” Den 3. april 1780 blev
selvmorderens lig jordet på Agersø kirkegård. Ingen kender gravens plads.
Niels Jeppesen, hvis sind ikke kunne bestå den belastningsprøve, som ilde
medfart fra herremandens side, oprør og domfældelse udsatte det for, blev
kun 54 år gammel. Han var den 30. november 1757 blevet viet til enken Beata
Pedersdatter, som altså fik sin tunge del af opstandens følger at bære. Ikke
blot sad hun nu for anden gang som enke, endda med to sønner, hvoraf den
yngste kun var 12 år gammel. Men hun måtte også gå fra gården, dybt
forarmet. Skønt Niels Jeppesen var dømt fra gård og fæste,
havde øens ejer, pastor Thanch, tilbudt enken at måtte fortsætte som
gårdfæster. Men dette tiltroede hun sig ikke at kunne magte.
Af skifteprotokollen får man et indblik i, hvordan
Niels Jeppesens gård på Agersø var. Den havde stue og ”den øverste stue”;
pigekammer og karlekammer var der naturligvis såvel som køkken. I stuen
fandtes bl. a. et bord med skuffe, 2 fyrretræs bænke, en slagbænk, et
hjørneskab, en jernkakkelovn og en fyrretræs kiste med låg. I øverstestuen
stod en egetræs kiste uden lås, et lidet fyrreskrin, en gammel rok og et
gammelt sengested. Hvordan Niels Jeppesen gik klædt, fortæller
skifteprotokollen også. Han efterlod sig en sort kjortel, en blågrå og en
stribet trøje samt en gammel blågrå og en gammel hvid trøje. Desuden en
brystdug, et par gamle brune klædes bukser og et par grå bukser. Fremdeles 2
par blågrå hoser, et par støvler og et par sko med metalspænder samt en hat
og et par huer, den ene sort, foret.
I stalden stod der fire heste og et sort føl, 5 køer og
en kalv, 6 får, 3 svin og 1 orne, 3 gamle gæs og en gase. I haven var der 2
bistader. På gårdens loft lå der bl. a. en del sildegarn og 400 torskekroge
samt en hampe – brage og nogle tønder rug, byg og havre. Det hele bo
vurderedes til 133 rigsdaler 5 mark og 4 skilling. Men da boets passiver
beløb sig til godt 154 rigsdaler, stod det jo kun slet til for enken Beate.
Til sidst, da alt var gjort op, kom hun til at huske på endnu et lille
aktiv, ”som kunne komme stervboet til indtægt”, nemlig en båd - part til
værdi 6 rigsdaler. Disse penge kom dog ikke Niels Jeppesens enke til gode,
men blev ”forbeholden til de procesomkostninger, i hvilke den afdøde var
dømt efter højeste rets dom”. Hvad enken kunne have behov til livets ophold
i fremtiden, tilpligtedes den nye fæster at yde hende. Desuden fik hun lov
til at beholde sin seng og noget bohave.
Det voldte for øvrigt øvrigheden adskilligt bryderi at
få de idømte bøder inddrevet. Adskillige skrivelser måtte veksles herom.
Herredsfogeden, som af selvsyn, dengang da han skulle afholde forhør kort
efter overfaldet på Lars Nielsen, vidste noget om, hvor ophidsede Agersø
boerne kunne blive over denne sag, var ikke rigtig dristig ved at tage over
til øen og inddrive pengebøderne: 469 rigsdaler volds – og andre bøder. Han
androg derfor om en eskorte på 16 mand ryttere, 2 corporaler og en
lieutenant ”til assistance”. I rentekammeret anså man det dog for
ufornødent, at herredsfogeden blev forsynet med den forlangte eskorte;
soldaternes tilsynekomst på Agersø ville vel for øvrigt også kun have givet
anledning til ny ophidselse.
Hvor mange rigsdaler Agersø boerne blev nødt til at
rykke ud med, fremgår ikke tydeligt af arkivsagerne. Men nogle penge slap de
dog for at betale. de 249 rigsdaler, som pastor Thanch fik
tilkendt i erstatning ved højesteret, eftergav han Agersø boerne ”for at
vinde dem”. Af kommissionsmedlemmernes salær (400 rigsdaler) betalte pastor
Thanch i februar 1781 de 200 rigsdaler for bønderne ”og for de
øvrige 200 rigsdaler caverer”. Og det ser ud, som om pastor Thanch har
betalt endnu mange flere penge ”for at skåne bønderne fra undergang”. Helt
at lade Agersøs beboere slippe for at betale p en eller anden måde har dog
næppe været Thanchs hensigt. Den 8. januar 1781 sendte han kongen en
ansøgning om, at øboerne ”i betragtning af deres fattige omstændigheder”
måtte afsone de dem idømte voldsbøder med at hensidde på vand og brød. Herpå
gik rentekammeret ind, dog mod at pastor Thanch forpligtede sig
til i visse terminer inden årets udgang at indbetale de 130 rigsdaler, som
Agersø bønderne skulle betale aktorerne i sagen, og som amtsstuen havde lagt
ud. Om dette arrangement blev der endnu en tid vekslet skrivelser. Men
omsider var da retfærdigheden sket fyldest i den meget omtalte retssag om de
plagede Agersø bønders oprør imod Lars Nielsen, kromanden fra Hårlev mølle,
som var blevet herremand.
|