Dødningehovedet
I landsbyen Eggeslevlille har der i en gård over porten på
hanebjælken siddet et kranie af et menneske. Om dette er der gennem tiderne
fortalt følgende.
På gården boede en mand, hvis navn er glemt, men han var
kendt for sin store gerrighed.
Manden havde en søn som blev taget til soldat (Dragon) og blev efter
læretiden (3 år) af kongen sammen med en del kammerater lejet ud til en
tysk fyrste, som sendte dem i krig mod sine fjender.
Da ingen havde hørt fra ham i lang tid betragtes han som falden og som
sådan forventede ingen at se ham igen.
Efter 12 år kom en aften en Dragon til gården , (gården skulle holde en
rytterstald til to heste med ryttere i beredskab), og bad om overnatning.
Manden og konen var ikke hjemme men til kildemarked i Kirkerup, da konen var
svagelig.
Efter at Dragonen havde spist til aften så han med interesse hele gården
efter og bad før han gik til ro folkene om at gemme hans pengesæk i
mandens skab, han mente at de der var i større sikkerhed, Dragonen sov i
laden eller stalden.
Om morgenen da folkene kom op var Dragon og hest forsvundet.
Op af dagen kom hesten løbende til gården fra den store mose nord for
byen, den havde sadel og ridetøj på.
Næste morgen kom fire af hans kammerater som han havde fulgtes med hjem
gennem Holstein og hertil og som var hjemmehørende på egnen, for at
følges med ham til København far at afmønstre.
Da de af manden på gården fik at vide at han var rejst tidligt om morgenen
tvivlede de og sagde at aftalen var at de skulle følges.
"Så fik du vel ikke en gang talt med din søn, for ham var det siger
en af Dragonerne".
Ved at høre dette faldt manden sammen og sagde samtidig " Gud forlade
mig grumme synder, har jeg slået min egen søn ihjel, som jeg har gået og
sukket efter at se i så mange år".
Så bar de manden ind og hentede sognefogeden, der fik ham i fængsel på
Basnæs, hvor han overfor Herredsfogeden bekendte hele sin brøde.
Da manden og konen kom hjem om aftenen og af folkene hørte om Dragonen der
sov i laden og som havde bedt om at få opbevaret den store pengepose, da
for pengedjævelen i manden og han gik ud og slog Dragonen ihjel, og gravede
ham ned i den ene hestebaas lige ved porten.
Derefter sadlede han hesten og red den ud i den store mose og bandt den til
en busk, den har derefter revet sig løs og rendt tilbage til gården.
Manden blev radbrækket og stejlet på galgebakken, som lå i Galgemarken
nordvest for Basnæs Gård.
Hovedet blev sat på en stage, da det havde stået et år var det skik at
det skulle sættes ved byporten eller over denne hvor forbrydelsen havde
fundet sted.
Eggeslevlille bymænd bad dog om at måtte blive fri derfor, imod at sætte
det på en stump af stagen på hanebjælken over porten i den gård hvor
forbrydelsen var sket.
Der har det siddet i langt over hundrede år efter gamle folks udsagn, en
senere ejer har dog begravet det i haven.
Det blev en gang ført til kirkegården, men da var der ikke til at være
på gården, så en karl gik til graveren og fik hovedet med hjem til
gården, men det vedblev at være lige galt og graveren måtte indrømme at
han for nemheds skyld bare havde taget et tilfældigt hoved, nu kom det
rette hoved tilbage til gården og der blev ro på gården.
En gang havde nogle karle slået det ned kastet det på marken, men der blev
ikke ro før det atter var tilbage på gården og nu var begravet i haven.
En gang på en bestemt tid om året kommer om natten fire ryttere på sorte
heste og rider rundt om gården for at lede efter deres kammerat.
Hele denne historie er fortalt til Chr. Jespersen af
" Christian Husar " som var stenhugger i Tystofte i tidsrummet
1863 - 1867, han var den gang en gammel mand der boede i et hus tæt ved den
gård i Eggeslevlille, Chr. Jespersen har fået samme historie fortalt af
flere gamle folk og omtrent enslydende.
Kilde: Chr. Jespersen Årbog for Historisk Samfund for
Sorø Amt. 1938.
|