Lidt historie om tiden før Dæmningen
Mellem Sjælland og Glænø var i gamle
dage, indtil 1881 et vadested på det smalleste sted ved vejen til Stubberup.
Ved daglig vande var vandstanden ikke større end der kunde køres over med
heste og vogn den ca. 600m lange strækning.
Der var dog mange vanskeligheder forbundet med denne trafik, thi det var
ikke altid sikkert, at daglig vande holdt sig til beboerne ud på aftenen kom
tilbage fra Skælskør eller fra besøg hos slægt og venner på Sjælland.
Det kunne hænde at vandet var steget så meget at det trængte ind i vognen og
det kunne godt være så slemt, især i stormvejr at det var forbundet med
livsfare at forsætte kørselen, og så var der ingen anden udvej end at vende
om og søge ly i en af gårdene i Stubberup, enten for at afvente daggry eller
at vandet ville vende og begynde at falde.
Værst af alt var det dog når det frøs så stærkt at vadestedet frøs til, da
blev øens beboere sagt til med hakke og skovl for at holde en rende åben til
at køre i, alligevel skete det jo at der ud på natten kunde nødvendig kørsel
efter læge eller jordemoder og da kunne isen godt være af sådan en
beskaffenhed at den var for hård til at en hest kunne stampe igennem den,
men alligevel for svag til at bære hest eller flere voksne personer.
I sådan en situation måtte man klare sig med en stige som slæde for på den
måde at fordele trykket over et længere stykke, man bød så jordemoderen til
sæde på stigen medens to mand et godt stykke fra hinanden på hver side af
stigen halede denne frem over isen med et reb.
At de to mænd af og til plumpede gennem isen og fik en våd sok betød mindre,
blot de fik "Madammen" over i tør tilstand.
Dengang var der om dagen fast arbejde til to færgemænd, en på hver side,
disse færgede så folk over, dette var jo gående folk der blev fragtet over,
da det var før cykelen kom frem.
Kilde: M.M.
|