Algade 41

 
Klik på billedet
Algade 41 først i 1900tallet.

Foto: Udlånt af Skælskør Egnshistoriske Arkiv.

Algade nr. 41 er for tiden ( ca. 1960 ) under nedbrydning for viktualiehandler Oliver Schmidt.

Man har ved udgravning til kælderen, i dens grund ved Algade blev fri gravet en cirkelrund opbygning af røde munkesten, der lå i ca. 1 ½ meters dybde. Opbygningen var 2 ½ til 3 m. i diameter, stenenes størrelse 28 ½ x 13x 9 til 10 cm. lidt varierende. 

Opbygningen var forbundne opefter hvor den var afbrudt 1 ½ m. høj, så det kunne ikke konstateres hvor høj den har været, men bunden var lukket. Det er muligvis en ovn.

I det nedbrudte hus har glarmester Aksel Jensen i sin tid haft forretning, og den originale urmager.  Mari de Pierri, der blev født i Sverige i 1856, havde i 1920erne sin butik der, inden han flyttede til den gamle latinskole. Han havde mange ideer, og han konstruerede bl. a. et ur der blev sat i forbindelse med en mekanisme under en båds køl, som skulle advare mod grundstødning ved at denne mekanisme bragte uret til at ringe når den berørte havbunden. 

Da apparatet blev prøvet på en båd herfra, tog båden dog grunden så hårdt efter at uret havde ringet, at den stående fast der, så opfindelsen kom ikke videre. 

I senere år har forskellige damefrisører benyttet butikken i det gamle hus, som i gammel tid var beboet af væver Jensen.