I Algade nr. 6 havde træskomand Niels Thomsen
en butik med træsko - sko og trævarer fra 1896 til 1916, som han havde
flyttet dertil fra nr. 10, hvor han først boede.
I butikken ved siden af Thomsens var i 1906 Skælskør Beklædningsoplag
som Christian Nielsen, der senere tog navnet Elbo havde flyttet dertil fra
nr. 17 på modsatte side af Algade.
I 1914 overdrog Elbo forretningen til skræddermester Niels Jensen og rejste
til Næstved.
I 1916 købte isenkræmmer S. Knudsen ejendommen og flyttede sin
forretning fra nr. 15 dertil, hvorefter han benyttede begge de foran nævnte
butikker til denne.
S. Knudsen overdrog i 1936 sin forretning til isenkræmmer Ole Pedersen
som stadig er dens indehaver i 1966.
|