Da Pastor Troels Fr. Plum Smith i 1870 kom til Skælskør, blev han modtaget
med stor velvilje. Omtalen af det gode forhold med de tidligere menigheder
var kommet forud og man blev ikke skuffet. I de 10 år Pastor
Smith var præst i Skælskør vandt han og hans hustru sig mange oprigtige
venner og det var ikke en lille kreds hans hus havde kunne åbne sig for.
Ved en familiefest i hjemmet modtog han og hustruen mange kærlige beviser
på deltagelse og den anerkendelse som derved vistes dem, var ham en stor
trøst i den sorg han som alle nidkære præster daglig måtte føle ved at
se hvorledes kærligheden til og sansen for kristendom og kirke desværre
aftog hos mange. Han fik i mange vennehilsner vidnesbyrd om at han dog også
havde været redskab til at erhverve guds rige venner. Fru
Smith blev også meget påskønnet af menigheden og hendes gæstfrihed og
omsorg sattes meget højt, hun havde en særlig evne til at finde dem som
trængte til et venlig ord, de ensomme, de tilbageholdende og de som uden
egen skyld måtte tåle andres ondskab og foragt og på en smuk måde vinde
deres fortrolighed og få lyset ind i deres triste tilværelse.
|