Gammeltorv 

 

  Gammeltorv Skælskør

Torvet blev gennem århundreder frem til ca. 1806 kaldt Akseltorv, navnet er ret almindelig i mange købstæder og hentyder til at bønderne kom kørende til torvet på deres vognaksler.
De måtte sælge deres varer direkte fra vogne, købmændene skulle sælge fra boder.
Torvet var også stedet for offentlig afstraffelser, og her stod kagen, hvor forbryderne kunne blive pisket, og træhesten, halsjernet, på torvet fandtes også byens brønde.
Hundrede af år senere kunne man se borgervæbningen holde øvelser på pladsen og endnu senere var den hjemsted for folkemøder forud for valg.
Navnet blev ca. 1806 ændret til Gammeltorv i modsætning til Nytorv, som på dette tidspunkt blev anlagt i byens østlige del.
Torvet ligger øverst på bakken ved siden af kirken i centrum for byens ældste bebyggelse.
Det anføres enkelte steder at torvet er fra år 1400, men det må være nærliggende at regne med at pladsen er opstået samtidig med at man har valgt plads til kirken, der er opført omkring 1210-1220.
Torvet har oprindelig været næsten kvadratisk med sider på ca. 60m, den vestlige side går stadig langs kirkegården, den modsatte side er ændret ret stærkt i byggelinien og på den nordlige del er en større del bebygget.

På Gammeltorv ser man Kirken, før 1900 var udsynet spærret af det gamle rådhus (3) der lå med bagsiden ind mod kirkemureren.

( Se Gammeltorvs 4 rådhuse )

Kilde: Skælskør Råd - Ting- og Arresthus af Johs. Lyshjelm