Det gl. kornmagasin 

 


I det tidligere kornmagasin, som var flyttet herind fra Vasebroen, ved Lodshuset, da der ikke mere var brug for det derude, men nu lå med langsiden til kanalen, og gavl mod Havnepladsen, var der i denne gavl 2 butikker.
I den nærmest kanalen var fru Dørges modeforretning, og i den anden Jørgensens gartnerforretning.
I 1914 blev halvdelen, den ende ud mod havnepladsen revet ned for at give plads til den af Chr. Dams opførte rødstens bygning, i dag kan man stadig se resten af magasinet ud mod Nordvejen.. I den nye bygning fik Christian Rasmussen efter opførelsen beværtning i lokalet nærmest nr. 9, som blev overtaget af hans svigersøn, Ivan Frandsen i 1937.
Han havde den til 1949, da enkefru, Ellen Andersen overtog og senere nedlagde den. I lokalet er nu lokalkontor for Sorø Amtstidende, redaktør Erling Lund Jørgensen.
I den næste butik har Christian Dam cigar og tobaksforretning været siden 1915.
Hans søn Aksel Dam er nu forretningens indehaver.
Den 3die butik var i 1915 frk. Emilie Hansens manufakturforretning, der overtoges af de nuv. indehaver Ove Vecht, i aug. 1925.
I butikken til venstre for porten åbnede H. Schumachers efterfølger en barberforretning i 1916. Schumachers svigersøn Christian Hansen, havde overtaget dennes forretning medens den var i Algade nr. 12.
I 1937 overdrog han forretningen til Poul Klüver.
I 1915 overtog Arne Bülow Olsen, butikken på hjørnet ved broen, til sit handelsgartneri. Det drives nu af hans enke Anna Bülow Olsen og Niels Lawaetz.