Ved Broen 6  

 

I et af de gamle, maleriske, huse som ligger ved kanalen til Noret, det hed i ældre tid Ved Broen, nr. 6 hvor der nu er mekanisk værksted, havde frk. Dora Jensen et lille røgeri, til sidst i 20erne, og folk kom ned og købte røgede fisk hos hende.

Det hun ikke fik solgt på denne måde tog hun i sin spånkurv og gik ud og solgte til folk i byen på bestemte steder, for hun handlede ikke med alle.

En del hjemløse katte holdt til hos hende, og hun sørgede altid for at de mest medtagne først fik noget at spise, når hun fodrede kattene.

Ved sin død i 1932 havde hun testamenteret 200 kr. til fiskeriforeningen, og denne anvendte arven til indkøb af de elektriske indsejlings fyr ved indløbet til fjorden ude ved Gedehaven, som de hjemlige fiskere kalder
 ” Doras øjne ”.