"Dreng
i Skælskør
192o.
Dreng i Skælskør,
Man roder i hukommelsen, men der er jo ikke
noget at
rode efter, for Man kan jo huske det som var det i går.
Der
hvor der i dag er fiskerihavn, var der dengang fladstrand,
men dog plads til nogle af de gamle sejlbåde,
fra tiden da det
var Årer
og Sejl. Der lå
også
den gamle Skude, der selvfølgelig
var en af fiskerdrengenes bedste
legepladser, der var barkkedlen og tjærekedlen,
hvor der blev tjent mange ti og 25 ører, for den gang kunne
man også blive tørstig.
Der var det store
slæbested
med vore pramme, her blev også
kølhalet fiskerbåde,
der stod en gangkapstan oppe ved havnelokummet, der ku jo også
laves et par ører ved at gå
i håndspage.
Trælasterne
brugte også
det store slæbested
, når
de lossede svært
Tømmer til Tømmerpladsen
Gennem kalfakterlugen i Stævnen,
Havnen var aldrig tom for skibe,
der var Træslæbere,
Kul og Kornlaster. Ovre på
Flynderhjørnet
var
Bramsejlsskonnerten Sejerskransen lagt op. Der var fiskerhuse på
begge sider af inderhavnen og gamle Sejers Sandkasse, en øre
pr. skovlfuld.
Nå!
Det var de gamle Søfolk,
som gav Deres sidste år
som fiskere for Søen,
den kunne man da ikke være
foruden.
Der var gamle
Carstensen Gamle Frandsen de var uadskillige, altid sammen, de havde Skælskørs
reneste Jolle, det var Bjørnen,
ingen kendte som
ham Norets hemmeligheder, det kunne man se på
hans ålepose.
Vilhelm Bertelsen
og Emanuel, den første
frimodig og glad, den anden rolig
og tør, De fulgtes også
altid ad. Der var Kaptajn Schmidt, Kaptajn Lie,
der med sin lille Motorbåd
ordnede Agersø
og Omøposten,
når
Damperen var i
dok i Svendborg. Der var Tøger
Jøsse,
berømt
for Sine Joller, men de
var jo også
dyre 25o kr. men så
var der også
fok og sejl og Årer,
sku det være
Asketræ
kostede de altså
en krone mere. Der var Kaptajn Møller
på
Skovvej, når
han en sjælden
gang var hjemme, var der gerne et par drenge
der pakkede Køjesækken.
Der var hans Søfartsbog
ikke helt
udskrevet, Decharter mønstringer, 2, Hamburg, l, Liverpol. 2.
Norge.
Så
holder vi lidt inde, for det er mange flere der burde nævnes.
Det var ikke pral og
vittighed når
De gamle talte om deres liv til søs,
da lyttede vi spændt,
og kunne næsten
sætte
os ind i ræset.
Der blev talt om
det stille Bælte
som kunne deprimere nok så
hård
en negl, Rumskøds
i Pasaterne, om Bramsejlskuling, Mersejlskuling, om 8, knob for
den nøgne rig, når
vejrguderne brugte det store orgel.
Kontrollen af mad overvågedes
af Skipper og Kok da Statens Husholdningsråd
ikke fungerede dengang.
Der blev
udprovianteret med levende Høns
og Grise til de lange raids, det
var jo rart med en gang ferskt Kød, Kokken sleb Knive i flere dage, for
det var jo blevet kæledyr,
godt nok var det rart med noget andet mad, men
den gamle og Kokken ku sgu godt have ventet lidt med eksikutionen, syntes
man, det blev fastslået
ved et par Glas rom, at den gamle giftblanderen
ikke havde Hjerte i livet. Salmebogen, vådt
Sand, Knofedt og masser af
vand, gjorde dækket
hvidt igen for det skulle det være
i en vindjammer.
Da Hønsegård
og Svinesti var udslettet, blev Kokken atter godkendt som et normalt
Menneske, ja enhver Sejler sku prise Sig lykkelig om, de havde en kok
magen til deres, endnu en gang måtte
rommen frem, Kokkens Skål
,Hurra!
Det var nu også
ligesom Sulet smagte meget bedre end lige efter Dramaet.
Vand kunne slippe
op, eller rent ud sagt rådne,
så
var en regnbyge velkommen,
Sejl og Presenninger
alt blev sat ind for at fange de kostelige Dråber,
her galt det
gamle Ord, med
guds hjælp
og lidt håndkraft
går alt.
Vorherre gav
Israelerne manna, nu gav Han os vand, Huerne kom af alle som tak
for gaven, det blev jeg fortalt af en gammel skipper på
Bogø, han kendte
personlig både
Kaptajn Schmidt og Lie, fra et af Harboe skibene.
Der hersker ikke
tvivl at de gamle Gubber der har rundet Cap Horn, med røjl
og overbramrå
i dæk,
for at holde skuden på
Benene, Sejldug neden om hornet
var hampdug nr.0-00, der ku ikke bruges hænder
men stålnæver.
De har hørt
ordren frivagten skejer ud, men behold olietøjet på
for alle tilfældes
skyld,
de kendte også
de blide passater,
der hvor rene kunstværker
er blevet til af
tovværk
og træ,
og en ordentlig sømand lavede selv sin skibskiste.
I
låget
på
fars skibskiste, var malet en tysk Bark ”Sesilie af Hamburg” der
var små
rum med alt til sejlmagerarbejde henhørende.
Jeg fik som l2
årig
en ny Sejlhandske, med besked om, at man godt ku låne
en fjende sin nye Skjorte, men ens sejlhandske ku man ikke låne
sin bedste
Ven.
De fløjtede
aldrig de gamle søfolk,
det lader Vi riggen om!
Sagde de, og alle os drenge der ku fristes til den store synd blev meget
kontant mindet om, det sku man ikke gøre
mere, at tisse til luvard gjorde man også
kun en gang, vi måtte
kun spytte når
vi under tandpine fik drejet en fed Skrå
rundt i hullet i tanden,(det var nemlig et godt middel sagde de og
grinede). Jeg har aldrig kunnet anbefale Kuren.
De forannævnte Søulke
ku godt tillade sig, at spytte mod vinden, de havde
Passeret ækvatorlinjen, det havde De et smukt bevis for eller attest
om man vil, man ku ikke udmønstre
som matros i Hamburg, hvis den
manglede. De ku jo også
lege og drille hinanden, men i al venskabelighed,
der var udsejlet distancer i vanvittig fart, så
selv delfiner blev
trætte
af at følge
med.
Der var vidunderskibe (men selvfølgelig
kun Danske) der ku
holdes 4 Streger fra vinden. Nogle havde lige smuttet op
gennem den engelske kanal, andre havde sigtet Lizard og Dover i flere dage,
for Strøm
og vind var fandne så
idiotisk osv. Far påstod,
at han havde været
om bord i verdens langsomste bark, (en nordmand) 103 Døgn
fra Themsen til La Plataflodens
munding. Skipperen gik i land i Santos, for som
han sagde, der er vist ikke flere Skibe til mig i Norge. Fiskeriet var i de tider ikke noget milionforetagende men ved fælles
hjælp,
var det da til at holde sulten fra døren,
i 8-lo års
alderen, måtte vi
åbne muslinger med agne kroge, binde vore omgange på
ruser og rad lære
at bøde
Sildegarn osv.
Vi
fik da også
tid at lege, selvfølgelig
ved vor kære havn. Far,
Emanuel Vilhelm og
Carl Bertelsen købte
ost på Stigsnæs
Mejeri, det var
Conrad og mig, der var befragtere,- et lispund ost kostede 7-Kr. og
da prisen steg til 7,5o Kr. blev den arme Mejerist nærmest
betragtet som en ågerkarl.
Ja det er skam snart dyrt at eksistere sagde Emanuel tørt.
Vi måtte
låne
en af prammene, HVIS- vi altså
roede over til vandmøllen
og gik det næste
stykke op til Mejeriet. Hjemturen? Ja osten var
jo rund så
den ku sagtens rulle ned ad Bakken, men det var en kold fidus,
der var en der sladrede, og nå
ja et par på
Huden, men - det værste
prammene måtte
ikke røres i en uge. Wilhelm grinede højt og sagde ja
Hvad fanden, men de andre ku ikke fatte Komikken, de vidste det da ikke.
Carl Nielsen og Harald
Lods fik en Specialitet ude fra Godthåb
Mejeri, den kom selv når
de kaldte, og blev den for livlig, fik den en sjat af brændevinsflasken.
Vi havde jo vor gode ven i nøden Albert Olsen:
Tag i bare
min pram Drenge, i er jo forbudt at bruge jeres egen, det galt
også
når
årene
var inddraget.
Det ku være
en Kællingeknude
- gå
ned i en pram med ryggen til bro eller bolværket
- Det var noget som selv en landkrabbe var for intelligent til, og
så
se sin egen søn!
Sådant
et kvaj kunne umuligt bruges til noget som
helst, for det var da indlysende man skubbede båden
fra sig med ryg mod
bro og Bolværk,
hvorimod et Menneske der havde bare lidt Omløb i Skallen ville holde
Brystet imod, hvor man kan holde båden
inde ved nedstigning.
Det var ikke en blid henstilling men en ordre, og blev det
set en Gang til, så
vil selv en pude ikke gøre
nogen gavn, hvis man skulle
sidde ned, Vi fattede også logikken i den sag.
En Skælskørdreng
skulle kunne svømme i 7-8 års
alderen også
med tøj
på.
Da jeg var 8 år
sad jeg og fangede rejer på
underste Hammer i den store Havn, det endte selvfølgelig
med en tur i baljen, i yderste øjeblik
fik Alfred
Carstensen Pouls far mig hevet op, blev tømt for vand et
par raske øretæver
ovre på
havnelokummet og vride tøj, og så
Hjem. Far kom Hjem
fra fiskeri - lang
knugende tavshed, så
endelig - Du
har været
en tur i havnen, i morgen kan du svømme, Det kunne jeg også!
Basta.
Kaptajn Møller
på
Skovvej gav sine
drenge en jolle med fok Og storsejl vist nok en Færøjolle.
Marinus, Arthur og Jens sejlede noret
tyndt med den
Jolle.
Mor ku godt bruge et
par raske drenge i dag kunne gamle Carstensen sige,
og Hans Frandsen tog verdens korteste Pibe ud, og sagde kig også
ind til mor, og så
med et umærkeligt
blik på
vore træsko,
mor vil jo ikke have landevejen
ind i Sit køkken, Og Frandsen snubbede igen den korte snadde og
holdt med sin ven, de ku godt blive gale, men det ville vi nu altså ikke
tro på,
de var nemlig noget af de sødeste
mennesker på jorden,
Der vankede
hjemmebagt kage, æbler,
blommer og brystsukker som det kaldtes dengang,
men sådan
var der i alle fiskerhjem.
Løgnehistorierne
om de rå
og brutale søfolk
tror vi gamle Skælskørdrenge
ikke på,
mishandling af Skibsdrengene passer heller ikke. Et Skib måtte
selvfølgelig
have parolen orden, kendskab til sin plads: Hold kæft
trit og retning, det
var bare Sagen. Man kan ikke se logikken i, hvad der i dag kaldes
opdragelse, men
vi er måske
for gammeldags! Vi
lærte
også
alvoren, f.eks. når
søfolk
stille og roligt kastede en lille
buket blomster med et lille Dannebrogsflag i havnen fra molen eller
broen, som strømmen
sku være
ud. Marie Ditlevsen slog fast med syvtommersøm,
at søfolk
var noget nær
de bedste mennesker
på
Jorden, Det kom sig af at en religionslærerinde
spydigt fortalte, at
vi fiskerbørn
jo ikke var opdraget i religionen, Marie
rejste sig op og sagde, så
var det da mærkeligt,
at Jesus først
tog fiskere og søfolk
til sine disciple, der blev ikke diskuteret mere om etik i den time, men vi
gik styrket ud af Klassen.
Med
tak for Tilliden,
held
fremover
Orla Stigfeldt
|