Postvæsnet i Skælskør |
I 1694 blev der oprettet en bipost ved gående bud mellem Slagelse og Skælskør. Johan Rasmus Jørgensen blev den første postmester i byen, ved sin død 1728 afløste hans enke Johanne ham. Endnu i 1807 blev biposten fremført, men kun to gange ugentlig, medens en ugentlig pakkepost mellem Korsør og Skælskør først blev oprettet i 1845. Dette efter at der året før var oprettet et hovedpostkontor i Skælskør, som dog allerede blev nedlagt i 1852, til fordel for for en postekspedition, det var også i 1852 der kom den gule postvogn kaldet "Diligencen" kørende mellem Skælskør og Slagelse. Indtil 1858 var det byens apoteker Mau der fungerede som postmester og havde kontor i apoteket. Det fortælles om ham at han på sine daglige morgenture selv tog eventuelle breve med til venner og bekendte, hvor han fik sig en passiar. Efter Mau's død i 1858 blev der ansat en Postmester, der boede til leje i Strandgade nr. 18. Kontoret var i den lille stue til venstre i porten og postmesteren havde sin lejlighed på første sal. Efter at have drevet posthuset fra denne adresse nogle år flyttede det over gaden til nr. 11 hvor det blev indtil det nuværende posthus blev bygget i 1891. I 1871 var telegrafen oprettet og lagt ind under postvæsnet. |