Korsagergård Tjæreby

 

Klik på billedet.

Korsagergård Næstved Landevej 190    4230 Skælskør.

Foto: Udlånt af  Henrik Hansen Korsagergård.

 

Korsagergård lå før udflytningen i 1795 lige først for i Tystofte på højre side når man
kommer øst fra, den gang var den fæstegård under Borreby Gods.
Samtidig med udflytningen tiltrådte en ny fæster Peder Larsen, men efter 2 år må
han give op.
På denne tid var Jens Povlsen Kløen skoleholder i Tjæreby og ikke særlig tynget af
sit arbejde da der næsten ingen børn kom i skole, så der blev sluttet en mundtlig aftale
mellem Generalmajor Castenschiold Borreby, Kløen og Peder Larsen, at Kølen skulle
overtage fæstet men blive boende på skolen, Peder Larsen skulle forsat bebo gården
og arbejde som husmand.
Havde det gået dårligt med fæstet tidligere gik det helt galt nu, selvom Kløen var fritaget
for hoveri fik han ikke pløjet, sået rettidigt og høstede meget dårligt og kom i restance
med skatter og langgilde og i 1799 starter en opslidende sag om rettigheder og ansvar,
dette på grund af den kun mundtlige aftale om fæstet.
Uagtet at gården var opført i nye materialer ca. 4 år tidligere stod den nu i en meget
ringe stand.
Retssagen slutter med at Kløen bliver dømt til at betale 67 Rdl. 1 Mk. 1/2 Skilling,
om det nogen sinde bliver betalt melder historien ikke noget om.  

Matr. nr. 8a Tystofte by, Tjæreby sogn.

Fæstere/Ejer på Korsagergård

1) Peder Larsen første kendte fæster, overtager fæstet efter udflytningen, han afstår
    fæstet igen i 1797 på grund af uduelighed. 

2) Jens Povlsen Kløen, skoleholder i Tjæreby, overtager fæstet 1797 og afstår
    det i 1799, efter retssag mod Generalmajor Castenschiold Borreby Gods.

3) Lars Pedersen og Ane Larsdatter, iflg. FT. 1801.

4) Niels Christophersen og Maren Pedersdatter er iflg. FT. 1834 fæstere på gården og
    overdrager øjensynlig til deres søn. 

5) Niels Nielsen og Ane Margrethe Sørensen er iflg. FT. 1850 forpagtere af gården, det er
    uvis om det er Niels Nielsen der køber gården fri af fæstet, men gården bliver
    overdraget til 3 af børnene.

6)  Frederik Nielsen, Peder Nielsen, Marie Nielsen,3 søskende, har overtaget gården
     efter deres forældre ca. 100 år efter Kløen og efter deres død bliver gården solgt. 

7) Thomas og Elna Hansen køber gården i 1925 som et dødsbo, overdrager til en
     søn i 1959.

8) Henrik og Kirsten Hansen overtager i 1959.

Kilde: Kr. Pedersens efterladte papirer og Henrik Hansen Korsagergård samt Skælskør Arkiv, samt Erik Nielsen Tystofte efterladte papirer.