Den gamle Fattiggård
Det hele startede i selve Boeslunde. Sogneforstanderforsamlingen ( sognerådet ) besluttede i 1847 at bygge et fattighus i Boeslunde. Huset blev bygget på Krogårdens jord ud til landevejen i byen. Det blev bygget som et traditionelt hus på dette tidspunkt.
Dette hus stod færdigt i 1848, hvor det straks blev fyldt op med beboere. Det var hovedsagelig enker med mindreårige børn, som blev sat ind i huset. Det var et børnerigt hus, der lige pludseligt var kommet i byen, for af de 21 beboere, der var her, var de 13 børn.
Omkring 1880 var der igen akut mangel på boliger til de fattige, da antallet ikke var faldende, snarere tværtimod. Sognerådet besluttede derfor i 1881, at købe et stykke jord på 4 tdr. land. Denne jord blev købt af Mads Hansen på Dalholm.
Den nye fattiggård, Boeslunde fattiggård, blev indrettet med værelser til ca. 50 fattiglemmer, fængselscelle og kapel, samt bolig til en opsynsmand og hans familie. I den ene længe blev indrettet stald til ko og slagtesvin, så gården kunne være delvis selvforsynende med mælk og flæsk. Til finansiering af byggeriet søgte sognerådet om lån i amtets fattigkasse på i alt 30.000 kr. I forhold til den samlede pris på fattiggården lyder det helt vanvittigt, at sognerådet skulle søge amtet om tilladelse til, at bruge sølle 40 kr. til rejsegilde. – Men sådan var det!
Fattiggården fik først egen brønd året efter indvielsen, da ” Christian Jyde” blev engageret til at grave den. Ligeså var det med varme og lys på værelserne.
For at kunne styre sådan en institution med så mange beboere, måtte der indføres nogle regler og ansættes en opsynsmand – senere betegnet bestyrer. Det var ikke nogen dans på roser , at komme ind under fattigvæsenet. Det er derfor forståeligt, at det først var i yderste nødstilfælde, at folk søgte denne udvej. Det kan ikke engang sammenlignes med noget nu til dags. Selv et fængselsophold må betragtes som en ferie, i forhold til beboernes forhold på fattiggårdene.
Mænd og kvinder holdes adskilte og bor i hver deres afdeling. Gamle værdige ægtefolk må dog bo sammen. Lemmerne står op kl. 6 i maj, juni, juli og august. I marts, april, september og oktober kl. 7 og i de 4 vintermåneder kl. 8. Når de har vasket sig og er klædt på, får de ½ time til morgenmad. Herefter arbejdes der til kl. 12, dog med ½ times pause til mellemmad. Fra marts til og med september har lemmerne fri kl. 14, resten af året dog kun til kl. 13. Herefter er det arbejdstid igen til nadveren ( aftensmaden ), som spises kl. 20 i de 7 sommermåneder og kl. 18 i vintermånederne. Efter nadveren har lemmerne fri til kl. 21, hvor de skal være gået i seng. Herefter lukker opsynsmanden huset af og ser efter, at al lys og ild er slukket. Søndagen er dog fri.
Når lemmerne har fri, må de ikke forlade gårdens område uden bestyrerens tilladelse. De må heller ikke modtage besøg uden dennes vidende. Alkohol og tobaksrygning er forbudt på gården. Bestyreren må ikke afstraffe lemmerne, kan dog nægte udgangstilladelse en enkelt søndag eller nægte kaffe i 1 til 2 dage. Bestyrelsen eller en offentlig myndighed kan foretage yderligere straf, herunder indespærring pga. ustyrlighed. Enhver straf eller indespærring skal dog straks indføres i dagbogen. Kostplanen pr. person blev meget strengt overholdt og den var nøjsom.
Fattiggårde i Boeslunde blev indviet den 16. oktober 1882, og de første beboere flyttede ind samme dag, og inden året var gået , var hele fattiggården fyldt op. Det gamle fattighus i Boeslunde blev ikke revet ned eller solgt af den grund, men blev hovedsagelig benyttet til fattige enlige mødre. Efterhånden som antallet af fattige faldt i sognet, blev der indlogeret fattige fra andre sogne efter ansøgning fra disse. Fattiglemmets hjemsogn betalte for opholdet til sognets fattigkasse.
I oktober 1891 var der så få fattige, at den ene fløj blev indrettet til gamle mennesker, som ikke var under fattigvæsenet, men selv betalte for deres ophold. Denne afdeling kaldtes ” Alderslyet”. Den 23. juni 1893 vedtog sognerådet en forbedring af spisereglementet, hvorefter der skulle gives pålæg på fedtebrød og smørbrød.
Da den nye socialreform kom i 1930-erne, var der ikke mere brug for, at huse fattige. Fattiggården ændrede hermed status, så den udelukkende fungerede som alderdomshjem. Der var den hage ved alderdomshjem, at det stadig gik under betegnelsen ” Fattiggården”, så de gamle i sognet, som havde behov, trak det til det yderste. Det var en nedværdigelse at skulle på ” Fattiggården”. Fattighuset i Boeslunde blev lavet om til 2 boliger til udlejning, men blev revet ned sidst i 50-erne til fordel for en P-plads ved kommunekontor og bibliotek.
Alderdomshjemmet fungerede indtil 1963, hvor det blev nedlagt, da et nyt plejehjem stod klart i Boeslunde. Der havde ifølge protokollerne aldrig været brug for at afstraffe fattiglemmerne, mens gården fungerede som fattiggård. Det nærmeste var skrædder Søren Hansens hustru, som fik en irettesættelse for tyveri af 2 pund fløde, 4 pund brød med påsmurt fedt og smør, samt en del kogt blodpølse, indsamlet ved bordet. Disse madvarer var bestemt til hendes datter i Skælskør. Der var kun noteret enkelte klager, hovedsagelig over kosten, hvor de fleste blev vurderet som grundløse.
Det kan derfor konkluderes, at fængselscellen aldrig har været brugt til sit oprindelige formål. Derimod har kapellet været brugt jævnligt, især da der var alderdomshjem.