Brandvæsenet ca. 1910
Brandkorpset sorterede under byfogeden, men havde alligevel sine egne ledere, korpset bestod af 24 mand og var forenet med politikorpset.
I 1860erne var det skomagermester Andreas Jørgensen der var kaptajn for korpset med to løjtnanter, murermester Christensen og skomagermester Carl Nielsen, korpset havde en udgift på 86 rigsdaler årligt.
Almindeligvis bar “kaptajnen” frakke og kasket, men ved særlige højtidelige lejligheder bar han trekantet hat og kårde.
Sprøjtehuset lå på havnepladsen og der havde korpset 3 mere eller mindre defekte sprøjter, der benævntes 1. 2. 3. nr. 3 kaldtes for ladsprøjten og var beregnet til at sætte op på en vogn, hvor man måtte fylde den med vand efterhånden. I 1870 blev den erstattet af en med sugeværk.
Ved brand var der en strålemester iført oliekappe samt en sprøjtefører og en assistent, som slangebærer brugtes som regel smedesvende, da disse jo var vant til varmen.
Brand/Redningskorpset, der i øvrigt bestod af byens håndværkere, gik i folkemunde under navnet ” forbryderkorpset”, byens hesteejere havde forpligtelse til at befordre sprøjterne og til andre funktioner var enhver mellem 30 og 50 år pligtig til at møde og der var bøde for ikke at møde. Der blev senere indført at man kunne løskøbe sig for en årlig sum af 5 kr.
I 1895 var byens udgift 328 rigsdaler, brandkorpset bestod af 1 Brandinspektør – 4 Assistenter – 9 Underassistenter – 3 Sprøjtefører og et korps på i alt 219 mand, det vil sige hele byens mandlige befolkning.
I midten af 1870erne omorganiserede borgmester Schønning brandkorpset, stillinger som brandkaptajn og løjtnant blev nedlagt og snedkermester Hovland ansat som Brandinspektør. Hans søn overtog hvervet efter faderens død. hvilket gentog sig med maskinfabrikant Frandsen.