Bøgelunde Andelsmejeri
Ved et møde i Bøgelunde Forsamlingshus den 27. december 1886 blev det forsøgt at starte et andelsmejeri i Bøgelunde. Det var på forhånd bestemt, at der skulle tilmeldes 500 malkekøer før opstart. På mødet blev der ikke tilstrækkelig tilslutning. 12.februar 1887 blev afholdt generalforsamling i Bøgelunde Forsamlingshus, hvor det sidste antal køer blev tegnet, således at der nu var det ønskede antal malkekøer tilmeldt.
Som første formand blev valgt Frands Olsen Venslev, der sammen med den valgte bestyrelse gik i gang med erhvervelse af en byggegrund.
Denne blev købt af proprietær Sørensen Bøgelunde til en pris af 750,00 kr. beliggende ved siden af forsamlingshuset, som var bygget et par år før.
Murer Nielsen Tornemark blev antaget til at opføre mejeribygningen til en pris af 8.500,00 kr.
Til rejsegildet den 14. maj 1887 vedtog bestyrelsen, at der blev indkøbt 6 flasker cognac, en kasse bajer og 50 cigarer.
Diverse mejerimaskiner blev købt af fabrikant Petersen Maglekilde til en pris af 7.500,00 kr. Mejeriet var kulfyret, og der var elektrisk lys fra eget elværk.
Mejeriets elværk leverede også el til forsamlingshuset, hvor mejeriet så fik lov til at benytte forsamlingshusets lokaler til møder vederlagsfrit. Denne ordning varede frem til 1933, hvor forsamlingshuset fik strøm fra et lokalt elværk. Herefter måtte mejeriet betale for at benytte forsamlingshuset.
Der blev søgt en mejerist, og blandt de fem ansøgere antog bestyrelsen bødker Kristian Hansen Bøgelunde.
Kristian Hansen virkede fra mejeriets start, indtil mejerist Jørgen Schmidt blev ansat og derefter Kristen Frandsen som mejeribestyrer.
Efter at Frandsen blev ansat i 1907, blev mejeriet udvidet. Der var efterhånden kommet flere andelshavere, så der nu var 216 leverandører med ca. 1500 malkekøer. Mejeriet blev væsentligt ombygget i 1912. Der blev investeret 16.000,00 kr. i bygninger og maskiner. Brandforsikringssummen var nu 144.000,00 kr.
Der var14 leverandører med over 20 malkekøer og 70 med 4 malkekøer og derunder.
I 1917 blev anskaffet en kølemaskine. Det blev også forsøgt at få en leverance af mælk til København, det blev dog forkastet på generalforsamlingen i 1917.
I 1930 erne var der 12 mælkeruter. Der fremkom forslag om, at mælkemændene ikke skulle køre mælk om søndagen, og i 1940 blev det besluttet iikke at leverer mælk til mejeriet juledag og nytårsdag.
I 1942 bad mejeribestyrer Frandsen om at blive afløst som mejeribestyrer. Der blev søgt ny mejeribestyrer, og der indkom 174 ansøgninger til stillingen. Der blev udvalgt 7 ansøgere, og blandt dem blev førstemejerist Otto Christian Pedersen Bøgelunde ansat som ny mejeribestyrer. Pedersen blev så den sidste mejeribestyrer i Bøgelunde.
For Bøgelunde Mejeri gik det som for de fleste mejerier, at mælkeleverancerne blev mindre med tiden. Der blev forsøgt sammenlægninger med de omkringliggende mejerier. Det endte så med, at det blev Dalmose A/M, som var interesseret i en overtagelse. Overtagelsen fandt sted 3. oktober 1963, og 4. oktober blev så første dag, som de resterende leverandører startede leverancen til Dalmose A/M.
Bestyrelsen fik herefter til opgave at sælge mejeribygningerne. Det lykkedes også at sælge til andet formål. Bygningerne tjener i dag som privat bolig.
Formænd:
Frands Olsen Venslev 1886-1908
Henrik Jensen 1908-1923
Hans Ibsen Bøgelunde 1923-1939
Oluf Olsen Venslev 1939 -1952
Søren Andersen 1952-1959
Sandfeld Larsen 1959-1964
Mejeribestyrere:
Bødker Kristian Hansen Bøgelunde 1887-1888
Jørgen Schmidt 1888-1907
Kristen Frandsen 1907-1942
Otto Chr. Pedersen 1942–1963
Kilde: AAGE PILEGAARD JUSTESEN