Indtil Glænø blev forbundet med Sjælland ved en dæmning i 1881, var det ikke altid nemt at færdes over fjorden. Hvis vejret tillod det, kunne man køre med hest og vogn, ellers måtte man benytte færgen, der blev betjent af færgemand Niels Kristian Andreasen. Han var født i 1863 og voksede op i det lerklinede Dæmningshus på Glænø, hvor far, mor, fem børn og en gammel bedstefar boede på meget lidt plads. Da faderen fik råd til at leje og drive Sandholm, kunne man holde både ko og gris. Niels kom ligesom sin bror ud at tjene hver sommer, fra 7-års alderen vogtede de kreaturer, og Niels medbragte familiens ko. Om vinteren boede drengene hjemme, og når grisen var slagtet om efteråret, overtog de pladsen i grisestien.
Efter konfirmationen i Ørslev kirke tjente Niels hos forskellige gårdmænd og endte hos Niels Kristensen, som var begyndt at sejle sten til dæmningsanlægget. Niels overtog med tiden arbejdet som fører af stensejlerfartøjet, foruden at han blev færgemand.
Søndag var færgemandens bedste dag. Mange arbejdsfolk havde fået løn lørdag aften og derefter besøgt høkeren i Stubberup, som havde åbent til kl. 9 søndag formiddag. Så arbejderne var dagens første passagerer, og næste hold var folk, der skulle til gudstjeneste i Ørslev kirke. Efter middag havde tjenestefolkene fået fri og skulle en tur over på ”fastlandet”. Betalingen for tur/retur var 4 skilling, og da kronen blev indført i 1870’erne, blev taksten sat op til 10 øre. Det var der nogle, der var sure over; de forlangte 2 øre tilbage.
Om vinteren gik færgefarten i stå. Hvis isen var bundfrossen, kunne man færdes med hest og vogn eller kane, men når isen var usikker, blev transporten meget vanskelig. Hvis der fx skulle hentes læge eller jordemor, måtte det foregå ovenpå lange stiger for at fordele trykket mest muligt.
Af: SIDSEL JACOBSEN