men vi flytter ind til leje i Signes hus som ligger lige først på venstre side ud af vejen til Nortved.
Signe var en pæn stor dame på Brønshøjgården lige ved siden af huset.
Der på gården tjente en karl der hed Egon, han stammede oppe fra kommunehuset i Krummerup,
der var de en hel masse børn og alle som en begyndte deres navne med E.
| Det var medens Gert og jeg løb meget ovre hos Egon at vi fik lus, og så måtte man jo ikke gå i skole, det var jo helt fint, så blev tiden brugt til at sætte drager op i stedet, men det var jo hjem bagefter og få håret vasket i noget tjæreagtigt stads og så kom der ellers gang i tættekammen. Det var også her i Signes hus at vi fik en bil, det var en DKW varevogn for far var begyndt at køre med kager roulader mv. som blev solgt til små købmænd og bager. Nu var det sådan at Gert fik lov at prøve at køre bilen og det ville jeg da også, så jeg fik plaget far så længe at han gav efter. Det hele skulle starte ude i gården, hvor jeg blev placeret bag rattet og far ved siden af, hvor han fik forklaret mig hvorledes man skulle starte sådan en DKW, den havde for resten en gearstang der lignede et dørhåndtag og sad midt i instrumentbordet, der var ingen problemer med at få startet, det foregik med et hul i jorden og så ellers lige gennem hækken ind i haven, og da far fik drejet nøglen og standset bilen, holdt vi midt i kartoffelrækkerne, jeg mindes ikke hvornår jeg næste gang fik tilbuddet om at køre bilen. Lige over for Signes hus ligger et stort hvidt hus ” Mors hus” der boede en ældre dame der var noget nervøs i tordenvejr, men det var jo ikke noget problem for Erik kunne jo bare komme over og sove der, blev der sagt, det var ikke det jeg var mest stolt af. I den tid og det var før der var noget der hed Bilka og deslige, men derimod kom både brødmand – slagter lige til døren, det samme gjaldt mælkemand og en sådan var min første arbejdsgiver han hed Poul Sørensen og kørte ud fra Fuglebjerg hvor han også boede lige rundt hjørnet ved kroen på torvet, og det var også der han havde sit lille ismejeri, som blev passet af fru Sørensen, det var jo også før man havde køl på mælkebilen så det startede med at der blev læsset nogle stænger is ind oven på flaskerne, nu var det ikke lige den is som børnene elsker, men en art tøris der smelter langsomt, ang. flasker, for der var jo ikke tænkt på noget der hed mælkekarton endnu, men derimod masser af flasker stående i små stålnet, hvorimod piskefløde- fløde og få andre produkter var i junger med aftapningshaner på. Alt dette, stålnettene og jungerne var placeret bag på bilen i en stor kasse med hanerne fra jungerne strittende ud af små huller bag på, så når fru Hansen skulle have lidt piskefløde blev det tappet ud i et målebæger og så hældt over i en medbragt skål eller lignende, ellers var det bare med at løbe ind med bestilte mælk til kunderne. Nu var det jo ikke arbejde alt sammen, det var jo også den gang at man løb barbenet hele sommeren, syntes man da, når vi så nåede hen efter høst og alle negene var stillet i travehove på markerne, kom de “store” traktorer slæbende på et endnu stører tærskeværk der som regel blev stillet op lige over for skolen, der stod det så og brummede hele dagen medens det ene læs neg efter det andet forsvandt ned i gabet foroven på det. Nu er der jo ikke noget der varer evigt, selvom det næsten føltes sådan når man var barn, selv sommeren fik ende, men så en 2-3 md. længere henne skete det jo, at der var masser af sne og det var jo heller ikke så tosset, for så skulle der løbes på skøjter og kælkes på gadekæret. Når det så blev rigtigt galt med megen sne måtte sneploven samles, dette var to store plader af træ, nærmest to porte der blev sat sammen i en spids, for derefter at blive spændt tre til fire heste for, alt dette blev styret af snefogeden, det var også ham der kaldte folk sammen fra gårdene når der skulle bruges håndkraft til at flytte de største driver, dette skulle jeg komme til at prøve, nogle år senere, da jeg var vendt tilbage til Haldagermagle som karl på en af gårdene, men derom senere. |